PRINT

Ekstraordinær generalforsamling

5. maj 2010

 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

i Foreningen Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje f.m.b.a. til afholdelse fredag den 28. maj 2010 kl. 16:00 hos Cura Management, Tuborg Boulevard 12, 2900 Hellerup.

Dagsorden

1. Valg af dirigent

2. Forslag fra bestyrelsen

a.     Forslag fra bestyrelsen om at slette pkt. 1.2 i vedtægterne om foreningens hjemsted.

b.     Forslag fra bestyrelsen om, at ændre foreningens hjemsted til Gentofte Kommune og dermed ændre vedtægternes pkt. 1.2. Dette forslag bortfalder såfremt bestyrelsens forslag under pkt. 2a) vedtages.

c.     Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 3 og 7.2, således at det reflekteres at udbud af foreningsbeviser skal ske i overensstemmelse med gældende værdipapirhandelsregler.                   

d.     Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 8.1, således at udbud af foreningsbeviser kan ske til markedskurs, med mindre bestyrelsen beslutter, at emission skal ske til favørkurs, idet emissionen i så fald skal udbydes med fortegningsret for foreningens eksisterende medlemmer, men således at beviser, der ikke tegnes ved udnyttelse af fortegningsretten kan udbydes til nye medlemmer.

e.     Forslag fra bestyrelsen om at henvisningen i vedtægternes pkt. 9.3 opdateres fra "Københavns Fondsbørs" til "Nasdaq OMX Copenhagen A/S".

f.      Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 11.3 således at medlemmer, der ejer 5 % af de samlede pålydende foreningsbeviser kan kræve afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling.

g.     Forslag fra bestyrelsen om at ændre indkaldelsesvarslet til foreningens generalforsamlinger fra mindst otte dage til mindst fjorten dage og dermed ændring af vedtægternes pkt. 11.4, samt som konsekvens at ændre fristen for fremlæggelse af dokumenter til eftersyn forud for generalforsamlingen fra otte dage til fjorten dage og dermed ændring af vedtægternes pkt. 11.5.

h.    Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 11.4 om elektronisk indkaldelse til generalforsamling.

i.      Forslag fra bestyrelsen om at fjerne begrænsningen i vedtægternes pkt. 14.3, hvorefter fuldmagter maksimalt kan gives for et år ad gangen.

j.      Forslag fra bestyrelsen om at ophæve stemmeretsbegrænsningen i vedtægternes pkt. 14.4 og dermed ophæve bestemmelsen. Såfremt beslutningen vedtages bliver vedtægternes nuværende pkt. 14.5 til pkt. 14.4.

k.     Forslag fra bestyrelsen om at slette ordene "Københavns Fondsbørs" fra vedtægternes pkt. 17.4, da fondsbørsen ikke kan pålægge foreningen at gennemføre vedtægtsændringer.

3. Eventuelt

SÆRLIGE VEDTAGELSESKRAV

Vedtagelse på generalforsamlingen af hvert af forslagene under dagsordenens punkt 2 kræver særlig majoritet, jf. vedtægternes pkt. 15.1.

Forslagene blev enstemmigt vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 22. april 2010. Da der imidlertid ikke var 2/3 af foreningens samlede foreningsbeviser repræsenteret på den ordinære generalforsamling, har bestyrelsen indkaldt til en ny generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antal repræsenterede foreningsbeviser.

ADGANGSKORT OG DAGSORDEN

Ethvert medlem af Foreningen er berettiget til at deltage i generalforsamlingen, når vedkommende senest en dag forinden afholdelsen af generalforsamlingen har tilmeldt sig som deltager deri. Tilmelding, bestilling af adgangskort og eventuel afgivelse af fuldmagt kan foretages elektronisk via www.fastejendom.dk ved brug af depotnummer og adgangskode eller ved henvendelse til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, senest den 27. maj 2010 kl. 16.00.

Fuldmagt afgivet til møde på den ordinære generalforsamling den 22. april 2010 anses jfr. vedtægternes pkt. 15.3 for gyldig også til den ekstraordinære generalforsamling, medmindre den udtrykkeligt tilbagekaldes. Fuldmagtsblanket kan desuden rekvireres ved henvendelse til Foreningens adresse, ligesom der kan afgives elektronisk fuldmagt på www.fastejendom.dk.

Dagsorden og forslag er fremlagt til eftersyn for medlemmerne på foreningens kontor, Tuborg Boulevard 12, 2900 Hellerup, alle hverdage i tidsrummet 9-16 til og med den 24. maj 2010 og kan tillige ses på www.fastejendom.dk.

Tilmeld dig til den ekstraordinære generalforsamling

Hent meddelelse

Tilbage til oversigt