Resumé

  • Lejeindtægterne udgør 32,0 mio. kr. (H1 2019: 37,8 mio. kr.) og er på det forventede niveau efter allerede kendte og tidligere udmeldte fraflytninger samt igangsatte aktiviteter på Baltorpvej i Ballerup.
  • Resultat af ejendommenes drift: 17,9 mio. kr. (H1 2019: 23,1 mio. kr.) er ligeledes som forventet, og afspejler faldet i lejeniveauet.
  • Periodens administrationsomkostninger: 5,3 mio. kr. (H1 2019: 5,9 mio. kr.) og er udtryk for forskellige mindre besparelser
  • Resultat af primær drift før værdireguleringer udgør herefter 12,6 mio. kr. (H1 2019: 17,1 mio. kr.).
  • Resultat før skat: 8,9 mio. kr. (H1 2019: 12,7 mio. kr.).
  • Pengestrøm fra driftsaktiviteten udgør 13,9 mio. kr. (H1 2019: 7,9 mio. kr.) og er væsentligt påvirket af midlertidige stigninger i driftskapitalen, herunder modtagne beløb til istandsættelse ved fraflytninger.
  • Værdien af selskabets ejendomme, inkl. igangværende projekter: 1.054,3 mio. kr. (Ultimo 2019: 1.018,9 mio. kr.). Stigningen kan primært henføres til det igangværende byggeri af 10.000 m2 lagerejendom i Ringsted.
  • Udlejningsgraden udgør 66,2%, og korrigeret for udviklingstunge ejendomme 81,4% (Ultimo 2019 henholdsvis 79,0% og 88,8%). Der er en god og positiv udlejningsaktivitet, og ledelsen er fortrøstningsfuld i relation til at bringe udlejningsgraden tilbage til et mere sædvanligt niveau, og ledelsen forventer fortsat, at tomgangen i porteføljen, ekskl. de udviklingstunge ejendomme, ultimo 2020 vil være i niveauet 85%.
  • For hele 2020 forventes fortsat et resultat af primær drift før værdireguleringer i niveauet 23 mio. kr. og en positiv pengestrøm fra driftsaktiviteten i niveauet 13 mio. kr.

Administrerende direktør Torben Schultz udtaler:

Vores resultat efter de første seks måneder er på niveau med vores forventninger, som afspejler de økonomiske konsekvenser af en række opsigelser som var kendt ultimo 2019, kombineret med beslutningen om nærmere at undersøge og dyrke muligheden for at konvertere en erhvervsejendom til boliger. Covid-19 har kun påvirket os i meget begrænset omfang, og samtlige aftaler, primært i form af henstand, vi har lavet med vores lejere tilbage i marts og april i forbindelse med den første bølge af Corona, er blevet overholdt. Vi har ikke haft nye henvendelser fra vores lejere relateret til covid-19 situationen. Så det er særdeles tilfredsstillende for os, og samtidig meget glædeligt på vores lejeres vegne.  

Ligeledes glæder vi os over en fortsat positiv udvikling i vores udlejningsbestræbelser, som dermed følger vores forventninger. I vores ejendom ”Hjørnekontoret” på Ringager i Brøndby har vi på tidspunktet for denne meddelelse indgået nye lejeaftaler som stort set opvejer lejeværdien af fraflytningen af især Banedanmark, som fraflyttede knap 3.000 m2 ultimo 2019. Blandt andet blev mere end 50 % af de arealer vi istandsatte som kontorhotel udlejet inden for få måneder efter færdiggørelse, og vi er i gang med at istandsætte yderligere areal til det formål. Vi oplever således en pæn interesse og efterspørgsel på både de helt små lejemål og på de større. Det er glædeligt, at vores beslutning om seriøst at investere i fællesarealerne, bliver så godt modtaget af samtlige lejeemner og eksisterende lejere. Som en konsekvens af den positive udvikling i ”Hjørnekontoret”, har vi som en del af vores fællesfunktioner den 1. juli etableret et Hospitality Service Center, som vil udføre en lang række serviceydelser, og som vil sikre at alle føler sig hjemme mens de er på arbejde. 

Herudover har vi på den øvrige portefølje, som forventet, delvist kompenseret den afgang, som vi annoncerede i vores årsrapport ville ”ramme” os i 2020. Således har vi samlet, målt i helårstal, indhentet knap 40 % af det mistede lejeprovenu. Derudover er det glædeligt at vores tilbygning i Ringsted, til et samlet lejemål på næsten 25.000 m2, bliver færdigt før tid, og lejer kan flytte ind en måned tidligere end forventet.    

Vores projekt i Ballerup pågår fortsat, og vi er kommet tættere på at kunne vurdere effekten af at konvertere en del af ejendommen til boliger. Det sker dog til dels på baggrund af ny lokalplan, hvilket medfører at vi arbejder med en vis

modningsperiode. Vi forventer fortsat, at vi sidst på året har et overblik over de økonomiske konsekvenser ved en konvertering, om end dele af konverteringen, såfremt det besluttes at forfølge den mulighed, vil ske på baggrund af en lokalplan som først færdiggøres medio 2021.      

Udviklingen i vores forretning siden vores udmelding i 1. kvartal 2020 indebærer, at vi oplever, at usikkerheden knyttet til vores forretning og indtjening for resten af året er mindre nu, idet vi dog har vanskeligt ved at vurdere risikoen og effekten af en eventuel genopblussen af covid-19. På den baggrund fastholder vi forventningerne til hele regnskabsåret 2020.”  

 

Yderligere oplysninger:

 

Torben Schultz

Adm. direktør

Tlf. 40 10 28 76

 

Klik her for den fuldstændige halvårsrapport i pdf format

Hent meddelelse og bilag fra Nasdaq Company News