Resumé

  • Lejeindtægter: 19,1 mio. kr. (1. kvartal 2021: 18,8 mio. kr.). Lejeindtægterne er på niveau med såvel det forventede for perioden som det realiserede for samme periode sidste år, idet effekten fra salg af ejendomme modsvares af en højere udlejningsgrad og et højere lejeniveau.
  • Resultat af ejendommenes drift udgør 11,0 mio. kr. (1. kvartal 2021: 12,2 mio. kr.) og resultat af primær drift før værdireguleringer udgør 8,3 mio. kr. (1. kvartal 2021: 9,5 mio. kr.). Udviklingen i begge resultater er påvirket af engangsomkostninger til henholdsvis salg og udlejning af ejendomme samt mindre periodemæssige forskydninger ved afholdelse af omkostninger.
  • Værdiregulering af investeringsejendomme: +22,0 mio. kr. (1. kvartal 2021: +2,7 mio. kr.). Værdireguleringen kan i det væsentligste relateres til en enkelt udlejning.
  • Værdien af selskabets ejendomme: 1.150,1 mio. kr. (ultimo 2021: 1.201,3 mio. kr.) svarende til en ændring på -51,2 mio. kr. I perioden er der solgt en enkelt ejendom (-78,7 mio. kr.), dagsværdireguleret (+22,0 mio. kr.) samt udført forbedringsarbejder (+5,5 mio. kr.).
  • Resultat før skat: 28,3 mio. kr. (1. kvartal 2021: 10,4 mio. kr.) er væsentlig påvirket af værdireguleringer i perioden.
  • Pengestrøm fra driftsaktiviteten udgør +2,2 mio. kr. (1. kvartal 2021: +1,5 mio. kr.).
  • Udlejningsgraden udgør 75,5% og inkl. projektejendomme 71,6% (ultimo 2021 henholdsvis 80,1% og 75,8%). Særligt to større kendte fraflytninger på Aldersrogade på sammenlagt fire etager, påvirker udlejningsgraden negativt. To af etagerne er efterfølgende genudlejet på markedsvilkår til indflytning senere på året. Der er fortsat en god og positiv aktivitet i porteføljen, og ledelsen forventer fortsat at udlejningsgraden, ekskl. projektejendomme, ultimo 2022 realiseres i niveauet 83%.
  • Selskabet har pr. den 31. marts 2022 (børsmeddelelse nr. 3), som følge af den gennemførte dagsværdiregulering, oplyst en forventning til et før skat resultat i niveauet 45 mio. kr. Forventningerne til resultat af primær drift før værdireguleringer og pengestrømme fra driftsaktiviteten i niveauerne 34 mio. kr. og 20 mio. kr. holdes fortsat uændret.

Administrerende direktør Torben Schultz udtaler:

Selskabet er kommet godt fra start i 2022 med en række konkrete udlejningsmuligheder, hvoraf flere af dem er endeligt indgået og underskrevet, og hvoraf en række stadig drøftes. Senest har selskabet meldt ud i Børsmeddelelse nr. 3, at vi har indgået en seksårig lejeaftale i vores ejendom i Søborg, som udgjorde den største enkeltstående tomgang i selskabets portefølje. Vi er fortrøstningsfulde med hensyn til at en stor del af vores øvrige aktiviteter ligeledes materialiserer sig i konkrete og endelige lejeaftaler.

Vi forventer således at den positive udvikling i udlejningsgraden, som vi har oplevet igennem det seneste års tid, vil fortsætte i resten af 2022. Reduktionen til 75,5% udlejningsgrad ultimo Q1, som følge af først og fremmest to væsentlige fraflytninger i kvartalet, er allerede kompenseret af nye lejeaftaler, hvor indflytningsdagen dog først kan ske senere på året. Med de ved udgangen af kvartalet kendte fremtidige til- og fraflytninger, svarer udlejningsgraden til ca. 80,7% og ekskl. Ringager i Brøndby til 89,8%. Da vi ikke har mange ledige m2 lager – og logistik lejemål, er det kontorlejemål som driver lejetilvæksten i øjeblikket. Vi forventer fortsat, at vi når niveauet for en samlet udlejningsgrad på 83% ultimo 2022 som meldt ud i vores årsrapport for 2021.      

Krigen i Ukraine, stigende inflation samt et stigende niveau for de lange renter, udfordrer uden tvivl en del af ejendomsbranchen, men vi vurderer at det i første omgang er den mere transaktionstunge del af branchen som er påvirket. Vi har umiddelbart kun få lejere som er direkte påvirket af krigen, men ingen hvor det har medført lejerestancer eller anden form for tiltag. Ligeledes oplever vi ikke, at de potentielle lejeemner, som vi har været - eller stadig er - i dialog med, føler sig påvirket i deres beslutningsproces, som følge af ovenstående udvikling. 

Desuagtet at vi endnu ikke er påvirket af ovenstående udfordringer, og forhåbentlig ikke bliver det, er vi tilfredse med en LTV ultimo marts måned på 47%.  

Det tidligere udmeldte resultat af primær drift før værdireguleringer i niveauet 34 mio. kr. fastholdes, og ligeledes fastholdes forventningerne til et før skat resultat i niveauet 45 mio. kr., som jf. børsmeddelelse nr. 3 er positivt påvirket af en opskrivning af selskabets portefølje på 22,0 mio.kr.    

 

Yderligere oplysninger:

Torben Schultz

Adm. direktør

Tlf. 40 10 28 76

 

Hent meddelelsen

Hent meddelelse og bilag fra Nasdaq Company News